At avle på sin Working Spaniel tæve er en fantastisk oplevelse. Det er livsbekræftende og berigende på de mentale plan. At være med til at skabe en ny generation af gode hvalpe og jagthunde til jægere, der vil tage dem til sig og have dem som en fantastisk jagtkammerat og familiemedlem, er et stort ansvar og man må derfor godt tage det lidt alvorligt og gøre det bedste man kan. Der er heldigvis hjælp at hente til at komme videre med planerne. Her er mine helt personlige vurderinger og anbefalinger.

 

Hvis man vil vurdere, om Markprøver et rigtig godt værktøj til at finde de helt rigtige avlshunde, må man vel først beskrive hvilket resultat man ønsker af hunde avlen – altså hvordan er den ideelle hund – den ideelle Working Spaniel.

Derefter må man teste, om det så også er individer, der avler netop det vi ønsker, der klarer sig bedst på prøverne.

Ejere af Working Spaniels vil jeg opdele i 3 grupper:

Gruppe 1: Opdrættere og entusiastiske Spanielfolk, for hvem hundearbejdet er en hobby eller næsten en livsstil. Her bruges Spaniels til flere former for jagt, men den primære er nok der, hvor man selv skyder over sin hund. Rough Shooting. Nogen gange er hundene også selskabs og familiehunde, men ret ofte er det kennelhunde, som opholder sig en stor del af tiden i kennelen med hunderum og løbegårde.

Gruppe 2: Jægeren som har brug for en stødende og apporterende jagthund til 10-25 årlige jagter med kammeraterne. Primært fællesjagter og konsortiejagter, hvor man deles i 2 hold. Et der går igennem og et der står for. Hunden er til hverdag et skattet medlem af familien og skal falde ind på en god og behagelig måde, som selskabs og familiehund

Gruppe 3: Er ejeren som bare har valgt en Working Spaniel fordi de kan lide den. Den bruges ikke til jagt, men måske andre aktiviteter samt til selskabs og familiehund

 

Jeg mener kun man skal se på ønsker og behov fra gruppe 1 og 2, da det er Spaniel som brugshund – Stødende jagthund, vi ønsker at avle og forbedre.

Interessant er det nok, at Gruppe 1 måske udgør 10 % af jægere med Spaniels, mens Gruppe 2 udgør omkring 90 % af jægere med Spaniels, men at avlsarbejdet, bestyrelsesarbejde, markprøve arbejde og klubbens aktiviteter helt primært styres af og er lavet for Gruppe 1 – puls en lille gruppe, som overvejer, om de skal blive en del af denne gruppe – eller bare være glade Spanielejere i Gruppe 2. Og også, om de bare skal tilpasse sig gruppens ritualer og kodekser eller bidrage med nye vinkler og ideer.

Jeg er temmelig sikker på, at Gruppe 1 folkene gerne vil avle hunde, der er ideelle til markprøver – altså ikke bare til at bestå dem, men også til at vinde dem og at de mener, at markprøverne altovervejende er, som de skal og bør være. Der har vel været enkelte fra tid til anden, som har prøvet til med nye ideer, men de har enten tilpasset sig eller forladt gruppen. Jeg har ikke været tæt nok på markprøvearbejdet til personligt at kunne vurdere om konceptet og kravene har flyttet sig, men jeg hører fra ældre, erfarne markprøvefolk, at retningen har været henimod hurtigere, smartere og mere perfekt trænede hunde og at småfejl hos hunden eller i træningen straffes hårdere nu om dage end tidligere. Nogen vil sikkert kalde det et kvalitetsløft andre, at det er en ændring imod mere vægt på tillærte egenskaber og mindre på de arvelige egenskaber.

Gruppe 2 ønsker sig helt primært hunde, som er lette at have med at gøre og som alligevel kan gøre det nødvendige arbejde på jagterne. Altså hunde, som med en overkommelig træningsindsats, kan lære at apportere, at søge og støde vildt ikke for langt væk og som ikke er så ivrige/stressede, at de let går af hånd – og så vil de fleste nok også prioritere hunde, som kan slappe af når de går i line – og at det er relativt let at lære hunden at gå i line.

Den største forskel på gruppernes krav og behov, er nok mængden og kvaliteten af den træning, det kræver at få en god hund. Næsten alle hunde kan lære at slappe af, at gå pænt, at søge kort, at vise respekt for vildt og ikke at knaldapportere. Det der adskiller hundene, er hvor let eller svært det var at nå til dette mål.

For Gruppe 2 er det jo ret uinteressant, at en super dygtig træner, der bruger meget tid på hundene, ville have kunnet få noget fantastisk ud af netop hans hund, hvis han ikke selv, men rimelig indsigt og indsats, kan få en god og velopdragen Spaniel ud af den.

Spørgsmålet er så, om de hunde, der af toptrænerne har kvaliteten til at blive ført til tops på Klubbens markprøver, er de hunde, der avler det bredden også har brug for? Altså, om markprøverne faktisk er egnede, ikke bare til at finde avlshunde der kan reproducere markprøvevindere, men også producerer hunde der er, som Gruppe 2 ønsker sig?

Man kan med en vis ret sige at svaret er ja. For realiteten er jo, at langt de fleste Gruppe 2 medlemmer er glade for Deres Spaniels – også de der er avlet på markprøvevinderne. Så praksis viser, at markprøverne gør det de skal – finder de bedste alvshunde, både til markprøvemanden og til den mere almindelige jægere.

Det kan man godt undre sig over i og med at prøverne arrangeres som Rough Shooting, mens den almindelige jæger bruger sin hund, som stødende hund i driverkæder, hvor afstand til fører, respekt for vildt samt knaldapportering ikke er noget stort problem – så længe hunden bliver i hånd og har kontakt med føreren. Og det leverer de fleste Spaniels faktisk, også selvom de ikke er trænet af specialister.

Det tror jeg skyldes kravene i markprøverne til at gå ultrakort og være i kontakt/kontrol. Hvis det skal kunne lade sig gøre i terræn, med mange fugle og hunde med stor jagtlyst, skal hundene genetisk være skruet sammen, så de er meget trænbare og pleasende.  Nuvel. En toptræner kan sikkert også gøre det med en lidt mindre samarbejdende hund. Men hvorfor skulle han gøre livet vanskeligere end højest nødvendigt for sig selv? Han sorterer mere besværlige eller utilstrækkelige hunde fra. Sælger dem som fortrænede. Derfor virker ”systemet” faktisk. Markprøvernes vindere er også de avlshunde, som kan producere de hunde både Gruppe 1 og Gruppe 2 har brug for. Det er min altovervejende konklusion.

Er der så ikke noget at ”komme efter”? Jo, jeg mener godt man kunne prøve at belønne hunde, som tydeligvis har de rette gener/anlæg og ikke sende dem ud pga mindre trænings eller fører fejl. Det er jo ikke føreren man skal avle på.

Jeg mener også man kunne prøve at dreje prøverne hen, hvor hunde, der ligner noget der ikke brænder alt krudtet af på 2X15 minutter, men kan gå hele dage, belønnes. Altså at man går efter ”det tilstrækkelige tempo og pres på terrænet” og ikke det mere voldsomme og maskinagtige søg, der somme tider ses.

Derudover er to områder, som er overmåde vanskelige at dømme efter og bedømme på prøverne – nærmest umulige. Det ene er, om hunden reelt har det rette tænd og sluk gen. Og det andet er, hvor svært det har været at træne den op til de niveau, vi bliver præsenteret for på prøven.  Igen, kan toptræneren måske få en hund, de fleste andre ikke kan få til at slappe af og være tænd/sluk, til at fremstå, som rigtig god på dette punkt og han vil også kunne pakke en født varm og vildbasse-hund, så meget ind i træning, at den på prøver virker let trænbar og letført.  Det er kun opdrætterne/trænerne, der kan sortere disse hunde fra, hvis de skal frasorteres. Nogen mener de bør være i avlen, fordi det netop er disse hunde, der holder hundene oppe i det gear, som de mener der skal til – måske ikke så meget for at være en god jagthund, men for at vinde markprøver. Det vil jeg så godt stille spørgsmålstegn ved om er rigtigt. Jeg kender godt teorien om at man parrer to virkelig hårdt gående og varme hunde, fordi hvalpene altid vil ligge lidt under, som gennemsnit, men jeg er nu lidt skeptisk overfor den teori. FTCH Clarburgh Art har jeg hørt nævnt, som sådan en hund og mange mener jo, han har givet meget godt til racen, men måske, det ikke er ro i hovedet, der kommer derfra?

Men hvorfor skrive om markprøvernes relevans ifht avlsudvælgelse?

Jo, jeg skriver jo mest er jo mest til Gruppe 2!  Og Gruppe 3, hvis nogen læser med her. Gruppe 1 tror jeg ikke jeg kan hjælpe med noget.

Jeg hører ofte, at ejere af en Working Spaniel tæve vil parre den og lave et kuld hvalpe. Når man går dem lidt på klingen, hvorfor de vil det og hvilken hanhund de vil bruge, kommer der først en udredning af, at de har en dejlig tæve, som er en fantastisk jagthund og som er en skøn familiehund. Den har været nem at træne, dejlig at gå på jagt med. Den er rolig hjemme og børnenes bedste ven. Det er en lovprisning af Deres elskede hund. Og ikke uden grund, tror jeg. Ofte har jeg set dem på jagten og oftest er det virkelig hunde med gode jagtegenskaber. Ikke altid særlig perfekt trænede, men gode hunde, der på trods af at de ikke er trænet til og ført på markprøve, holder kontakt og som også apporterer både i frit søg og på markeringer. Dirigering er der ikke mange der kan, men det er altså også virkelig sjældent, at der rigtig er brug for det.

Jeg tror de her ret. De har en ”Virkelig dejlig Working Spaniel”, som det kan være ok at tage hvalpe på. Der er også undtagelser og dem prøver man så at tale fra det, men det er en anden historie. De fleste har faktisk fine og gode tæver.

Så kommer snakken om hanhunden. Her mener de fleste, at den bare skal være som tæven – en ganske almindelig dejlig jagthund – en Working Spaniel med stamtavle. Begrundelsen er, at de jo ikke skal lave markprøvehunde – og at markprøvehunde nok er vildere og vanskeligere at styre. Og det er lige præcis det, jeg gerne vil slå en pæl igennem.

Hvis jeg spørger tæveejeren hvorfor hans jagthund er sådan en dejlig jagthund, når man nu, i stamtavlen kan se, at en meget stor del af generne kommer fra markprøvede hunde, begynder det er snurre deroppe i øverste etage. For det er jo rigtigt. Oftest er der rigtig mange FTCH’er 2-3 generationer bagud, men ofte er der også forældre og bedsteforældre, der er markprøvede hunde. Hvis man tænker lidt over, at det måske netop er grunden til, at hans dejlige tæve er lige som den skal være, begynder det at give sammenhæng. Det er avl på hunde, som lever op til kravene på markprøverne, der avler vores dejlige hunde. Hvis ikke vi holder dette element inde i avlen, vil kvaliteten som stødende jagthunde falde. Så med mindre man kender en hanhund virkelig godt og er overbevist om har stor kvalitet, vil jeg anbefale at man prøver at finde en markprøvepræmieret hanhund at bruge til sin tæve.

Når man er kommet så vidt skal man ud og finde:

Den helt rette hanhund!

Jeg synes man skylder avlen af Working Spaniels, sin tæve, sig selv og ikke mindst de kommende hvalpe købere, at finde "Den helt rette hanhund" - til den tæve man vil avle på.

Hvad ser jeg på, når jeg vil finde en hanhund som passer til min tæve?

Jeg ser kritisk på min tæve og så skal jeg finde en hanhund, der er super god på de punkter, hvor hun, kunne være bedre. Lad os sige at hun har en lille svaghed med lidt stress ved aflevering af apporterede fugle. Ja, så skal jeg finde en hanhund, som er perfekt på dette område osv.

Mht stambog - altså linjerne bag hundene, overvejer jeg, om jeg vil linjeavle eller udavle. Er min egen tæve linjeavlet, kunne jeg fortsætte dette. Jeg kan så spørge ham der har opdrættet min tæve, om han har forslag til passende hanhunde, som vil supplere linjen godt. Eller jeg kan finde ud af hvilke super gode avlshunde der er i min tæves stamtavle og som jeg gerne ser i hanhundens stambog. Med linjeavl må man forvente at afkommet er forudsigeligt af nogenlunde samme type som forældrene.

Udavl ville jeg vælge, hvis jeg synes at min tæve er så hårdt linjeavlet, at det nærmer sig indavl, at gå videre den vej eller hvis der ikke er en passende hanhund at linjeavle på, der lever op til mine øvrige krav til hanhunden.

Øvrige krav opdeler jeg i sundhed, temperament, jagtlige evner, trænbarhed og udseende. Og jeg prioriterer ikke områderne, for hanhunden skal være god på alle disse områder.

Sundhed. Jeg ser gerne at hanhunden er HD fotograferet og har A  eller B hofter. At den er øjenlyst og fri og evt også DNA test for PRA, men faktisk synes jeg det er vigtigere, at se på hanhunden selv. Er den i en alder, hvor den har gået på mange hårde jagter i måske 4-7 år og har den klaret dette uden sundhedsmæssige problemer. Ingen smerter, humpen, sprungne ledbånd, stiv ryg, allergi, gigt eller andre problemer, som kan have det mindste med arvelighed at gøre? Jeg vil ikke bruge en helt ung hanhund på fx 2-3 år uanset hvor flot stambog han har, hvor køn han er eller hvor tæt han bor på mig.

Jeg prøver også, så godt det nu kan lade sig gøre, at kigge på forældre og bedsteforældre i hans stambog. Er det hunde som har været på toppen i mange år er det gode tegn mht sundheden.

Bruger man en sådan han, på fx 5-10 år vil ejeren også ofte vide hvordan tidligere kuld efter ham, har udviklet sig og kun tilbyde han til avl, hvis det er godt.

Temperamentet skal være godt. Han skal være "normal" i hovedet. Jeg ved at nogen finder det charmerende, når Spaniels er "underlige" - altså specielle. Har adfærd, der skal tages hensyn til. De vil ikke hoppe i bilen, men skal løftes. De vil ikke hilse på børn. De kan ikke lide fremmede mænd. Jeg ser disse ting som svaghed i psyken - ikke noget jeg ønsker at avle på. Så "lige ud af landevejen" som muligt, helt uden besynderligheder og anormaliteter, er det jeg foretrækker. Sød, imødekommende, venlig ifht både mennesker og andre hunde, tæver og hanhunde. Rolig når der ikke arbejdes. Modig og arbejdsivrig, når der arbejdes. Tænd og sluk af den rigtige type. Den type, der også kan finde ro under jagten, når den ikke skal arbejde.

De Jagtlige evner er hundens evne og vilje til at finde, sætte og støde vildt. Det skal den kunne og ville. Det er ikke nok at ville. Den skal kunne bruge vind og fært. Man skal kunne se på søget, at den ikke maskinsøger, men anlægger et klogt søg, hvor vinden udnyttes. Jeg ønsker ikke en hund, der støder sine fugle ved voldsomt maskinsøg foran føreren, hvor det nærmest bliver til "walk-up", hvor hunden bare støder det der "tilfældigvis" bankes ind i. Også en hund der arbejder godt på apportering af dødt eller anskudt vildt. En hund der markerer og holder søget i det markerede område eller følger foden, hvis det er en anskydning. Det er på ”de jagtlige evner” markprøveresultater er meningsfulde at kigge på. Forudsat at dommerne kan Deres job, er det nemlig den slags hunde, der består og placeres. Og placeres en hund godt af flere/alle dommere, kan man godt gå udfra, at hunden har super gode jagtlige evner. Hvis den så også vinder meget er det jo fint, men personligt ser jeg hellere en hund, som stabilt består og placeres for det meste end en der undtagelsesvis kan vinde en prøve, men udgår på mange. Det kunne nemlig betyde at den er lidt svær at styre.

Trænbarhed! Den er svær, når vi taler om Working Spaniels. Alle de hanhunde jeg kigger på, er jo fantastisk godt trænede og vises først på prøver, når de er det. Hvilket arbejde og hvilke restriktioner hunden har været udsat for tidligere, kan man jo ikke vide. Er den holdt af en toptræner, er der nok ikke gjort meget forkert og den har fra 8 ugers hvalp, været håndteret mhbp at skulle føres på markprøver. Det kan have været let eller svært, men hos en dygtig træner ser det meget vanskelige (for andre) jo oftest meget let ud. Det er her, man kan komme til at avle på trænernes kvalifikationer.

 

Det jeg ser på er om afkommet, som ejes af mere almindelige hundeejere, er let at håndtere. Det ses på træningspladser, WT, træningsmarkprøver og åbenklasse markprøver, hvor afkom føres af urutinerede hundeejere. Kig efter hunde der virker gode og medgørlige – og spørg hvem forældrene er. En far til den slags hunde kunne være et godt bud på en god alvshan.

Udseendet! Jeg hører ret ofte garvede Spanielfolk sige at udseendet er ligegyldigt. Det er selvfølgeligt noget vrøvl for de fleste. De fleste lægger vægt på at have en smuk og køn Spaniel.

Det ville være rigtigt at sige, at det er underordnet de andre krav, men stadig vigtigt.

Det vigtige for mig er at hunden er smuk at se på, når den går på jagt. Det skal være en fest for øjet, at se hunden jage, at se hunden arbejde. Bevægelserne skal være effektive og smidige. Atletiske, koordinerede, ubesværede er nøgleord. Hunden skal, med mindst mulig anstrengelse, komme rundt om og ind i bevoksning. Under stammer af væltede træer og over sten, ind i krat, hvor der er plads og under bevoksning, som bregner og langt græs. Jo mere den kommer ind uden at smadre terrænet jo bedre. Det koster både skader og energi, når hundene ”hovedløst” – eller måske nærmere ”næseløst” bare smadrer ind i hvad som helst. De skal ind – ikke rundt om, men det må godt foregå på en intelligent måde.

Det er på jagt hundens eksteriør skal vurderes og den skal se godt ud. Udstråling, kraft og adræt i sit arbejde. Det er det jeg, som jæger nyder.

Man kan med fordel tage på markprøver for at se de hanhunde, der vælges imellem. Bare at se dem hos opdrætteren er en mulighed, men så skal det være i terræn og på arbejde. Ikke i hundegård. En anden mulighed er at kigge grundigt på videoerne på Klubbens hjemmeside fra tidligere års markprøvemesterskaber. Mange af de relevante hunde vil have været ført på disse mesterskaber. Og det er næsten lettere at se hundene på video end i virkeligheden.

Når jeg har fundet de hanhunde, der kan komme på tale, er det tid at kontakte ejeren af ham og høre om vilkår, betaling, om tæven kan stå hos hanhunden eller skal bringes og hentes flere gange. Men det finder de fleste nok selv ud af.

 

Det er mine helt personlige tanker omkring valg af hanhund til min tæve. Jeg er sikker på at andre gør det anderledes og det kan være fint. Det eneste jeg synes er for ringe er, når folk ikke, i det mindste gør sig umage for at finde den bedst mulige hanhund til tæven. Ikke vil betale eller ikke gider køre mere end 25 km. Vil man avle, må man gøre det så godt man kan.