2 dejlige piger på jagt

2 smukke piger med på jagt

Af, Per Baun Christensen

 

I mange år har jagt været en mandeting – dog med den helt klare undtagelse, at visse hunkønsvæsener er og altid har været særdeles velkomne. Jeg tænker naturligvis på de utallige tæver, der har fungeret som trofaste vildtfindere, apportører og godt selskab på talrige jagter. Nu om dage har vi også fornøjelsen af at have selskab af kvindelige jægere, som for øvrigt ofte er nogle af de bedste hundeførere på jagterne.

 

Selv har jeg 2 smukke FT Springer Spaniels, Sally og Mille. Lad mig præsentere: Sally bliver 7 år til april 2005. Hun er importeret fra Skotland og har lidt andre avlslinier end mange af de FT Springer Spaniels der ”hersker” i Danmark. Hun var nummer 5 i rækken af de hunde vi har haft, men den første hund jeg skulle bruge til jagt. Mille har jeg anskaffet i 2004. Hun er fra marts og stadig umoden, usikker og prøver sig ihærdigt frem. Hun blev købt i Århus, kennel Rosefield. Udgangspunktet var at hun skulle have en god stamtavle. Dels for at sikre de gode jagtegenskaber, men også for at have en god avlstæve, hvis lejlighed byder sig ad åre.

 

Jeg tror det var et held at valget faldt på en FT Springer Spaniel. Den er relativt let at arbejde med og selv uden meget træning, vil den ofte gøre god fyldest på selskabsjagter. Det skyldes at de i høj grad er gode til at holde kontakt til føreren, har et formidabelt vildtbegær, samt at de har meget let til apportering og vandarbejde. Hvad behøver man egentlig mere? De fleste er godt hjulpet af sådan en hund. Mit indtryk er, at dertil kommer man med en rimelig indsats med en FT Springer Spaniel.

 

Hvis man ønsker en FT Springer Spaniel, der kan det som forlanges på markprøverne, er sagen en helt anden. Det kræver temmelig meget erfaring og bunkevis af træning af både hund og fører.

 

Vejen til en velopdragen FT Springer Spaniel kan vel være ret forskellig. Sally købte jeg med nogen grunddressur. Desværre var det en ruhårs-mand, som havde givet den grunddressuren, så egentlig havde det måske været lettere at starte forfra. Den havde lært indkald, stopsignal i nogen grad og kunne finde på at apportere. Men, men, men hun var vant til at rende rundt og jage på egen hånd. Tog lynhurtige ture flere hundrede meter ud på jagt efter solsorte, måger – ja hvad som helst. Taget i betragtning at en Spaniel skal jage under bøssen, var det lidt af en udfordring. Jeg var på det tidspunkt fuldstændig uerfaren i at håndtere en jagthund og vidste faktisk ikke hvordan en spaniel skulle bruges, før jeg begyndte at læse om det.

 

Jeg kunne jo godt se, at et eller andet skulle der til. Jeg kontaktede FT Spaniel klubbens repræsentant i området. Han hed Brian Madsen. Der var ikke lige noget hold jeg passede ind på, så vi aftalte at jeg kom ud med hunden, så ville han se lidt på det. Nu havde jeg jo tidligere trænet Riesen Schnauzere og Norsk Elghund, så mon ikke jeg også kunne klare dette?

 

Brian kiggede lidt på ekvipagen. Så hunden gå på plads, blive stoppet og apportering. Søgearbejdet nåede vi ikke til. ”Hvordan er det du taler til din hund?!” sagde Brian: ”Den er jo slukøret hele tiden. Ingen energi og motivation. Tal oplivende, venligt og hold op med at lyde som en befalingsmand”.

 

Jeg prøvede og prøvede, men 20 års vane brydes ikke lige på en eftermiddag. Jeg kunne godt se hvad han mente, men kunne ikke lægge stilen om. ”Hunden er ok og den har det i sig, men du må lære at håndtere den. Opgaven til næste gang er at du, når du nu ikke kan tale pænt til hunden, lærer at fløjte alle kommandoer til den. Dobbeltfløjt er indkald, langt nedadgående fløjt er stop og et kort fløjt et vendesignal. Så kan du jo prøve at lyde sur, når du fløjter” var slutparolen fra Brian.

 

Nu kan det lyde banalt, men i grunden tror jeg, at den lektion var den vigtigste begivenhed i mit nye ”hundeliv” med en FT Springer Spaniel.

 

Næste lektion begyndte med, at jeg viste Brian, hvad vi nu kunne. ”Du har da fået en helt ny hund!  Se hvor den vil og kan, når du hjælper den i stedet for at skælde ud og lyde sur” var Brian kommentar. Og han havde ret. Det var en betydelig gladere og kvikkere hund nu. Hun adlød gerne og arbejdede langt bedre på fløjten – og jeg havde vel også øvet mig i at opmuntre med lys røst: ”dygtig hund”. Det virkede, så nu mente jeg alt var på plads.

 

”Du har for ringe kontakt med hende” Brian så meget fast på mig. ”Når I arbejder, skal hun have opmærksomhed på dig hele tiden. Både når hun sidder – og med meget jævne mellemrum når hun apporterer og søger. Hun skal ligesom hele tiden spørge om lov til at gøre det ene eller det andet. Det er alfa og omega. Det træner du fra nu af og resten af hendes liv. Inden hun springer i bilen, inden hun går ind af døren, inden hun får mad, ja inden hvad som helst skal hun kigge på dig, have øjenkontakt og et dæmpet ja. Prøv det i ultrakorte sekvenser fra starten, bare 3-5 minutter, men hav kontakten hele tiden, mens I arbejder”.

 

Jeg vil ikke påstå at dette var på plads til næste time, men vi havde trænet og jeg var så småt ved at blive centrum i min hunds verden. Det var målet. Når vi arbejdede, skulle jeg være verdens navle for hunden. Det kommer stille og roligt over tid, hvis man aldrig tillader hunden noget, før den får lov og hvis man lige skaffer sig opmærksomhed, hvis den skulle blive optaget af noget andet.

 

3. time oprandt. ”Nu har du lært 2 elementære discipliner. Tal pænt til hunden, få det til at være sjovt og godt, samt konstant arbejde på at hunden har kontakt”. Så forsvandt Brian og kom tilbage med sin egen hanhund. ”Nu skal du se hvordan det skal se ud” Brian viste søg, apportering, dirigering, indkald, stop og hvordan hunden hele tiden holdt kontakten. ”Det er det du skal have på nethinden. Du skal kunne se for dig, hvad du vil have hunden til og det kan du selvfølgelig først, når du har set det”.

 

4. time blev aldrig til noget. Faktisk havde jeg nu de 3 vigtigste værktøjer til at færdiggøre grunddressuren. Jeg mener, at alt det med at gå på plads og anden lydighed er jo bare noget hunden skal lære. Det vigtigste var, at jeg nu vidste hvordan jeg skulle gribe det an og hvor jeg skulle hen.

 

De 3 vigtigste værktøjer:

 

  • Du skal gøre det sjovt og motiverende
  • Du skal altid arbejde på at hunden har kontakt
  • Du skal kunne se målet for dig

 

Det sidste er måske det der i høj grad adskiller den erfarne hundefører fra nybegynderen. Jeg kan anbefale at overvære FT klubbens workingtest, træningsmarkprøver og rigtige markprøver for at få dette billede på nethinden.

 

Når alt dette er sagt, er det da dejligt at tænke på, at selvom man ikke gør alt rigtigt bliver en FT Springer Spaniel som oftest alligevel en dejlig jagt- og familiehund for de fleste.

 

Ud over timerne med Brian har jeg taget imod Jægerforbundets kursus for jagt med stødende og apporterende hunde. Et 3 dags kursus på vildtforvaltningens kursus center på Kalø. Her var det praktisk jagt med hundene som var i centrum. Jørgen Lycik var instruktør og viste også med sin medbragte hund hvordan det skal gøres og var hele tiden parat med gode råd og fif. Et godt kursus som helt kører efter de samme takter som nævnt tidligere, men som går mere ind i den praktiske udførsel. Jeg kan især anbefale kurset til de hundeførere som har den gode vilje og som lige mangler et skub i den rigtige retning for at komme videre med en unghund, men det nytter ikke at komme med en fuldstændig utrænet hund. Det vil være at spilde sine penge. En ekvipage der er godt på vej, men også skal forbedres på forskellige punkter, kan lære meget på dette kursus.

 

Nå, men tilbage til mine smukke jagtveninder. Jeg havde hvalpe på Sally i 2003 og det ærgrede mig en del at jeg ikke havde papirer (udover den gode stamtavle) på hendes fortræffeligheder som jagthund. Så da jeg anskaffede Mille her i foråret besluttede jeg samtidig, at jeg i hvert fald vil gøre forsøget med at bestå åben klasse markprøve med hende.

 

På en måde er det lidt skørt. Hun skal jo lære en masse som ikke rigtig er relevant på de selskabsjagter jeg kommer på. Fx respekt for vildt. Hun skal stoppe når hun har rejst en fugl og vente på en ”tilladelse” til enten at apportere eller søge videre. Det kan virke lidt besynderligt i en grantykning eller en uigennemsigtig underskov. Men sådan er det altså. Så er det bare dejligt at have 2 hunde. Én under oplæring og til det, der er ”lovligt” indenfor markprøvereglerne og én til alt det andet, man nu engang skal bruge sin jagthund til.

 

Denne gang har jeg gået på kursus i hvalpetræning i Langeskov. Her er det Brian Larsen, der ”regerer”. Parolen er dog den samme som tidligere. Måske med den tilføjelse, at denne Brian går meget op i at vi hele tiden skal være i stand til at slå om fra at rose og opildne, til at blive negative, når hundene ikke gør som forventet og straks tilbage i den glade muntre tone, når kursen er rigtig.

Det går helt fint. Vi holder en vinterpause i jagtsæsonen, men skal videre med ”rigtig træning”, som Brian kalder det i februar.

 

Og hvad har jeg så på nethinden nu. Jo, jeg går på jagt med 2 skønne jagthunde. Når vi går igennem, lader jeg én søge af gangen. Den anden går på plads. Når den der søger kort foran mig sænker tempoet eller har gået en vis tid, kalder jeg den tilbage på plads og med et lille ”ja Mille”, sender jeg den anden ud i et intenst, kort søg og sådan går det på skift. Hvis der skydes vildt i såten, stopper hundene og den der fortjener en belønning, får lov at apportere. Mellem såterne går begge hunde pænt på plads. Ikke klinet op ad mig men frit til venstre, lidt bagude – højest 1-1½ meter fra mig. Når jeg stopper sidder hundene og holder øje med mig. Ja så flyder det jeg har på nethinden ud i det, jeg drømmer om. En vision, men ikke mere end jeg har set det gjort af andre hundeførere. Så kan bøssen godt blive hjemme på selskabsjagterne og kun komme med når jeg selv og en eller 2 gode venner går med hundene og vi selv skyder for dem. – Ups! nu vågner jeg og husker at Sally er svær at holde helt tæt nok på og at Mille lige skal have lært at tage nyskudt vildt i munden...

 

Er der nogen som er i tvivl om at jeg varmt kan anbefale piger på jagten?