Da sally fandt en krage og vi fik en trænings session

 

Af , Per Baun Christensen

 

 

Og vi fik en uventet herlig ”Learning session”

 

Vi skulle bare ud på en kort luftetur, Sally, Mille, Bonnie, min kone Conni og jeg selv. Ankommet til det lille friareal, hvor vi lufter hundene, tog Sally straks kurs mod et hjørne. Usædvanligt, fordi alle 3 hunde normalt først skal undersøge nogle kvasbunker fra sidste år.

 

Sally returnerede med en sort krage i flaben. Hun må have hørt eller kunne fange færten! Jeg fik kragen, som havde en knækket vinge og aflivede den straks. Alle 3 hunde var naturligvis nu meget optaget af hvad der foregik og især Bonnie, på kun 10 måneder, måtte have fat i denne fantastiske delikatesse.

 

Men egentlig skulle hundene jo bare luftes. Bonnie havde været af sted til grunddressur dagen før og Mille, som er 2 år, havde været på jagttræning samme formiddag. Sally træner jeg ikke så meget mere. Hun er snart 8 år og har sine erfaringer, jagtiver og bliver mere og mere selvstændig!

 

Jeg ville gerne videre på lufteturen, men stod nu der med en død krage der dryppede blod ud af næbet! Nå, jeg lagde kragen på jorden og kiggede bestemt på hundene og sagde ”Nej”. Derefter sendte jeg dem fremad, så de kunne lufte sig. Det gik egentlig fint nok, men Bonnie havde ikke glemt kragen, så hun tog lige en stor smuttur, fandt kragen og returnerede til mig. Det kan men jo kun rose for!

 

Så begyndte jeg at træne. Lagde fuglen på jorden. Kommanderede hundene ”på plads” gik 30-40 meter og lod dem sidde. Nu fik Sally lov at apportere. Det gør hun altid perfekt, mens de 2 andre ofte kredser omkring mig og ikke altid afleverer til hånd. Samme procedure og Bonnie fik lov at apportere. Som sagt synes hun det er sjovt at hente, men ikke at aflevere. Alligevel gik det helt fint. Jeg nåede at rose og klappe hende lidt før hun lagde fuglen. Mille var ved at være meget opsat, hun havde jo stadig ikke haft fuglen. Men Mille er lidt speciel. Hun elsker at apportere. Fantastisk tempo, super søg. Masser af entusiasme. Men det er ikke alt hun vil tage i munden. Jeg har måttet træne hver enkelt vildtart til nu. Sidst på jagt træning var der en ederfugl – og nejtak far, den tager jeg ikke i munden. Men jeg kender også medicinen. Fuglen lægges ud. Alle 3 hunde sidder. Sally apporterer. Ud igen, Bonnie apporterer. Ud igen, kigger kort på Mille og så på Sally, som får apporteringen igen. Nu er Mille så klar som hun kan blive. Og således også med kragen, som var hendes første. På ”Mille ja” farer hun som skudt ud af en kanon ud til kragen, snuser til den – og med et kontant ”Mille apport” fra mig tager hun den og returnerer. Og så kan jeg et trick mere. Jeg stiller mig tæt på Bonnie og Sally for så smider Mille ikke apporten (de andre tager den jo så!) og jeg får en perfekt aflevering, hvor jeg både klapper og roser mens hun sidder med fuglen. Først på mit ”tak” aflever hun til hånd.

 

Vi fortsatte træningen i 10 minutter og alting gik perfekt, sådan som det nogen gange gør, på gode dage. Aldrig har solen skinnet mere og aldrig har jeg haft bedre hunde og aldrig kunne man ønske mere af en krage!

 

Vi kom langt om længe også ud at gå en lille tur. Kragen lå og ventede på os på vej hjemad. Der var kun en lille ting jeg stadig manglede – og det var at få Bonnie til at sidde pænt med fuglen i flaben mens jeg kunne rose og klappe og få fuglen i hånden. Det lykkedes på de sidste 100 meter opad gangstien. Jeg fløjtede hundene stop. Stak resolut kragen i munden på Bonnie med et ”apport”. Hun tog den og vi gik straks videre med et ”plads”. Efter 50 meter fløjtes stop og hundene sidder. Bonnie med kragen, for man lægger ikke vildt fra sig så de andre kunne tage det. Jeg roser stående og får også lov til at tage kragen med en ”tak”. Hun er ikke meget for at slippe nu, men belønnes med et ”smut så hjem” og væk er 3 fantastiske hunde. Hjemme forventer de en gang aftensmad. Det får de og alle er tilfredse!