Bonnies første "rigtige" jagt

Af, Per Baun Christensen

 

Måske den allervigtigste dag i den kommende jagthunds karriere, så gør det så godt som muligt. Det skal være en succes – koste hvad det vil.

 

Mange spørger: ”Hvor gammel skal min hvalp være før jeg kan tage den med på jagt” – Jeg svarer altid: ”Den skal komme når du kalder. Den skal være 98% fast i stop kommandoen. Den skal kunne apportere både dummyer og varmt vildt fra land og vand. Den skal være vant til skud. Den skal kunne anlægge et kort søg – og så skal den være mere moden end du tror!”. Jeg siger med vilje ikke Kort og effektivt søg – bare kort. Det effektive kommer helt af sig selv, når der kommer fært, vildt og tryk på kedlen. Slap bare af det ligger i generne. Koncentrer dig om det korte – tempoet skal nok komme!

 

Mere moden? Ja, mine hunde Mille og Bonnie har været ca 1½ år gamle når jeg har taget dem med på Deres første jagt. Forud er gået: Hvalpetræning, grunddressur og jagttræning. Men hvordan måler jeg hvor moden hunden er? Det har noget med selvsikkerhed og selvfølelse at gøre! Nu har jeg jo flere hunde og en af måderne at se det på er hvornår hunden søger selv. Til at begynde med løber hvalpene jo i de gamles spor, men på et eller andet tidspunkt begynder de selv at tage initiativ og søger selvstændigt! Det kom meget sent ved Mille, hun var nok over 1 år, mens Bonnie allerede i 7-8 måneders alderen kunne og gjorde dette! Så er der roen når de andre arbejder – og evnen til at arbejde, når de andre går på plads. Det kræver også en portion modenhed! Hvis det alligevel er lidt abstrakt, vil jeg bare sige: Når hunden kan de ovennævnte discipliner og er over 1 år – begynder jeg at lede efter den helt rette dag til ”Hvalpens første rigtige jagt”

 

I stedet for at beskrive i teorien hvad den ”helt rette dag er” vil jeg beskrive hvordan jeg håndterede Bonnies første rigtige jagt.

 

Søndag den 12. november tog jeg Bonnie med på hendes første rigtige jagt. Rammerne var det fantastisk smukke terræn ved Knarborg Mølle 25 km syd for Nyborg og beliggende ud mod Storebælt. Flot højt vejr med frisk vind og solskin.

 

Men det var ikke det vigtigste. Det vigtigste er at såterne er overskuelige. Ikke for store og med en bevoksning, hvor jeg kunne følge hunden 90% af tiden. Det er juletræsplantninger med lave træer og der er plantninger med pyntegrønt, hvor stammerne er rene i 2-3 meters højde og der ligger krit krat i bunden. Der er gode læhegn på 3-5 meters bredde. Der er også lidt majs i smalle bælter og lidt slugter med tættere krat af brombær og brændenælder – men de er små og overskuelige. Frisk vind og solskin – ikke for meget stille fært, men heller ikke for lidt! Jeg har været på terrænet et par gange før og der er passende med vildt – vi støder typisk en eller to fasaner i hver såt!

 

Jeg lader selvfølgelig bøssen blive i bilen, når jeg går med en hund på dens første jagt! Det er kun hunden det handler om – der må ikke ske uheld! Den må ikke blive overfaldet af sure gamle hunde. Den må ikke få halen i klemme i bildøren. Den må ikke…..   og det er altså lettest hvis jeg ikke har andet at koncentrere mig om. Hvis denne dag går godt, har du vundet en halv sejr. Du vil få grund til at håndtere din hund med respekt – og tro mig det kan den godt mærke – og den bliver mere voksen og moden af det!

 

Også jagtselskabet er vigtigt for mig. På denne jagt ved jeg at det foregår velorganiseret, at sikkerheden er i top og at der bliver gjort et godt arbejde for at driverne ved hvad de skal gøre. Jeg havde også informeret jagtlederne og de øvrige jægere om at det var Bonnie første jagt og at det betød at man ikke helt kunne regne med os til ”hvad som helst”. Fx vil jeg ikke sende hende på lange apporteringer på nuværende tidspunkt og der kunne også være andre ting som hun ikke helt var klar til!

 

Bonnie var med fra morgenstunden. Den første såt var et andehul, men her kom hundene aldrig rigtig i gang da ænderne lettede stort set uden hundenes hjælp. Bonnie var dog lige ude og svømme, for at få de sidste ænder op, men det var helt kort. Det var egentlig godt for min hensigt var faktisk bare at hun skulle være med og være i line – måske have en enkelt apportering, hvis det passede.

 

Der er masser af jagt i Bonnie og min bekymring har hele tiden været, om jeg kunne holde hende hjemme, når der kom vildt i næsen. Det gik over al forventning. De mange andre hunde og jægere som støjede, hjalp idet Bonnie så holdt sig mere til mig for at få tryghed. Og hun søgte flot. Kort, intens og effektivt. Faktisk havde jeg og Bonnie svært ved at følge med driverkæden fordi Bonnie med højt tempo søgte meget grundigt på kryds og tværs. I første såt fandt hun ikke noget, men allerede i anden såt stødte hun på en kok, som af en eller anden grund ikke kunne lette. Jeg ved ikke om den havde en gammel skade, men Bonnie ”apporterede” den. Ros for flot aflevering – og lidt mere ”tryk på kedlen”, men stadig et fint tæt søg. Dejligt at se at det ligger så dybt i generne hos FT Spaniels. Senere i samme såt fik hun en rigtig ”flush” som det hedder – altså hun fandt og stødte en fasanhøne. Desværre blev den ikke skudt, men Bonnie viste respekt for opfløj (med lidt hjælp fra fløjten) så det var fint.

 

I tredje såt bragte hun en sneppe på vingerne, men heller ikke denne blev skudt! Det var inde i tætte graner, så hun kom ud før jeg kunne fløjte stop, men også det er ok. Som prikken over i’et apporterede hun spontant en anskudt and fra den første såt. Her på toppunktet af Bonnies præstation sluttede vi så. Hun fik selvfølgelig lov at søge såten færdig, men herefter fik hun ros, kærlig pleje og blev puttet i bilen. Kun en smule træt, stadig ”fit for fight”, men yderst glad, motiveret og en del mere moden. Hun bliver lige så god som sin mor og så skal jeg ikke bede om mere!

 

Lige en ting til – spar ikke på rosen – hele tiden rose med små opløftende tilkendegivelser, når der søges godt og kort – et irettesættende ”NEJ”, når hun en sjælden gang ikke vender på fløjten – måske 2-3 gange hele formiddagen, men ellers ros og kærtegn!

 

Resten af jagten brugte jeg Mille – hun går forrygende efterhånden, men det er en anden historie!